| Terapi Familie, par og individuel | |
Familieterapi
og rådgivning er for alle, som ønsker et forhold til deres børn, der er
præget at ligeværd, nærvær og gensidig respekt.Det er forholdsvis nyt at vi er klar over, at det slet ikke er så ligetil at være forældre. Det skyldes hverken uvilje hos børnene eller forældrene - men bunder generelt i at vi har en utilstrækkelig viden om, hvordan børn er skruet sammen. Vores værdigrundlag har gennemgået vældig store forandringer de sidste 30 år. Vi har ikke, som før i tiden, rollemodeller, der klart og tydeligt definerede hvad der var rigtigt og forkert. Vi må så at sige opfinde alting selv. Mange forældre er præget af usikkerhed, frygt og bekymring i forbindelse med deres børn, og opsøger familieterapi og rådgivning fordi de ønsker sig en fastere grund under fødderne. Selvom vi elsker vores børn meget højt, er det ikke ensbetydende med at de føler sig elsket. Vi må lære at omsætte vores kærlighed til kærlige handlinger. Noget andet er, at det i bred udstrækning, stadigvæk er almindeligt, at vi forholder os til vores børn efter datidens anvisninger, med udgangspunkt i, at børn fødes asociale og egoistiske, og at det er de voksne, der skal lære dem at være sociale, hensynsfulde og kærlige individer. At børn først er ligeværdige medmennesker når de er blevet opdraget – dvs. når de har overstået barndommen. En af de gunstige ændringer vi har foretaget i vores samfund er at vi har lavet en lov der forbyder voksne at slå børn. Det har givet vores børn langt bedre opvækstvilkår! Og hvis børns voksne: forældre, lærere og pædagoger, ville holde op med at lede efter en god metode at bruge i samvær med børnene, var vi nået et stort skridt længere, hvad ligeværdighed angår – det er ikke særlig tillokkende at blive behandlet efter en metode, hverken for børn eller for voksne. For voksne, der er forældre eller professionelt sammen med børn, er det en rigtig god ide at lære sig at skifte den gamle lydighed ud med den personlige ansvarlighed, både for den voksne selv og for de børn, vedkommende har med at gøre – og emner som integritet, samarbejde, lederskab, grænser og værdier er helt uomgængelige. Det handler i høj grad om at kunne tage ansvaret for sig selv og det er børn ret gode til det fra fødslen. De kan klart og tydeligt sige til og fra – nu er jeg sulten, nu er jeg mæt, nu vil jeg skiftes, nu vil jeg kæles osv. Og det er som det skal være. Omkring 2 års alderen kommer de ind i den periode nogle har fundet på at kalde trodsalderen.- en vældig misvisende betegnelse, synes jeg, idet det er i den alder vi udvikler noget så vigtigt som vores selvstændighed. - Den trods, der i denne forbindelse er aktuel, stammer helt sikkert fra den voksne, der møder barnet med modvilje. For meget modvilje fra den voksnes side, skaber modvilje/trods eller det stik modsatte, nemlig mangel på initiativ, hos barnet. De samme mekanismer gør sig gældende når barnet 10 år senere befinder sig i sin 2. selvstændighedsalder, nemlig puberteten. Børn har altid deres gode grunde til at gøre som de gør!
Individuel og parterapi |
|